Det laveste gave-gærde

Det er efterhånden længe siden, at de første brunkager dukkede op i det lokale supermarked. De sidste mange weekender har været fyldt med julestads og -knas, og går man ud efter mørkets frembrud i byen, hvor jeg bor, er snart hvert andet hus svøbt i lyskæder, som et værn mod det mørke, der strammer grebet om os. Julen er her. Om en dag eller to puster hele landet ud for at tage en dyb, kollektiv indånding og lade den intensive jule-bølge skylle ind over os.

Her til formiddag var vi en tur i byen. Juleudsmykningen strakte sig over gågaden, og under den myldrede folk rundt med julegaver på hjernen og under armene. Det er svimlende beløb, der bliver omsat for i disse dage, og selvom jeg af og til høre nogen påstå, at det er hyggeligt at købe julegaver, tænker jeg, at den må de længere ud på landet med. Hvad er det egentlig for noget med den der gavemani? Vi udveksler ønskelister og aftaler på kryds og tværs, hvem der køber hvad til hvem. Det er et kæmpe logistisk regnestykke, men vi gør det gerne, fordi det jo er jul, og fordi det er så dejligt at glæde hinanden. Men ærlig talt, hvori består glæden ved endnu en dims eller dut? Det er da kun et flygtigt lykkeglimt i børnenes øjne, inden den næste pakke skal befries for papir og bånd. Inden vi når marts, er langt størstedelen af julens høst endt bagerst på en hylde eller i hjørnet af en kasse, hvor det kan se frem til at afslutte sit korte, betydningsløse liv. Død ved glemsel. Hvis vi virkelig ville glæde hinanden, var det så gaverne vi tyede til?

Nogen gange får jeg den tanke, at gaver er en genvej til betydning, men at den genvej ender blindt. Vi vil give noget for at vise, vi kerer os om hinanden, men kan man sige det med julegave? Bliver gaven ikke snarere end undskyldning for ikke at tage chancen og skabe en meningsfuld oplevelse sammen. Måske endda for at bevæge os der ud, hvor vi stiller vores følelser til skue og tillader de mennesker, der står os nærmest at blive en del af det indre liv, vi ellers holder for os selv. Gaverne løber med showet, så vi ikke ænser muligheden for at skabe traditioner, der er båret af meningsfuldhed og tilfører vores liv kant og nærvær.

Tænk sig, hvis man i stedet for at bruge sin energi på gaver, satte sig ned og lærte sig en julefortælling, som man kunne fremføre for sin familie. Tænk sig, hvis man fandt gamle billeder frem og støvede et par anekdoter af. Tænk sig, hvis man lavede et sanghæfte med sine tre yndlings-julesange eller planlagde en gåtur med lanterner i ly af mørket til et særligt sted. Tænk sig hvis man satte sig i haven svøbt i tæpper og holdt hinanden i hånden i et par minutter, mens stjernerne tavst berettede om verdens storslåethed.

Jeg bad engang om en gave, jeg ikke måtte få, fordi den tvang giveren til at forholde sig til det faktum, at giverens tid på jord er begrænset, at vi alle sammen skal dø. Det er da heller ikke den festligste tanke, og jeg er bestemt ikke fortaler for, at juleaften skal underkaste sig dødens skygge. Til gengæld ville jeg ønske, at jeg var modig nok til at begå den erkendelse med mine nærmeste, så vi for alvor kunne stoppe med at spilde tiden og i stedet skabe værdi i det ene liv vi har sammen. I stedet for at gøre op, om livet var livet værd, når det rinder ud, burde vi gøre det nu, mens tiden er til at rette op på vores fejl og forfølge vores drømme.

Er det julegaver, der forhindre os i at gøre det? Måske ikke, men de er et symptom på de meningsløse traditioner, vi synker ned i for at slippe for at forholde os til vores egen dødelighed og vigtigere endnu; den magt, der er os givet, til at forme livet, som vi vil have det. Griber vi den magt, træder det ansvar, vi bærer for vores eget liv frem og bliver umuligt at overse. Det er et stort ansvar, og jeg forstår, hvis man hellere ville leve uden. Ansvaret er der ikke desto mindre, uanset om vi forholder os til det eller ej. Vores liv er vores ansvar. Så lad os da stoppe med at hoppe over, hvor gærdet er lavest, som den flok får, vi er, hvis ikke vi åbner øjnene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s