Om nærvær og spild af tid

 Så er der en slags mellemtings-nærvær, som dukker op, når vi giver plads til det. Når vi overvinder frygten for det uproduktive og kedsomheden. Når vi lader telefonen, bogen eller fjernbetjeningen ligge. Når vi lader øjeblikket stå tilsyneladende tomt og opdager, hvor fyldt det faktisk er. 

Om nærvær

Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg bruger på at sidde på stuegulvet med en kop lunken kaffe og se på min søn, der tudser rundt med klodser og køkkenredskaber i hænderne. Han er helt i sin egen verden, fuldstændig opslugt af noget, jeg ikke ved, hvad er. Jeg kan være helt sikker på, at jeg forstyrrer det, hvis jeg hiver min telefon op af lommen for at scrolle gennem de sociale medier eller forsøger at læse i en bog. Straks er han over mig og vil rive i bogens sider eller have fat i telefonen, som han hilser ind i med vrangsiden mod øret. Så det prøver jeg at lade være med, selvom det kribler i fingrene for at lave et eller andet fremfor at sidde der og spilde tiden. 

I sådanne situationer mærker jeg, at min selvforståelse hænger nøje sammen med, hvad jeg laver. Jeg føler ganske enkelt at min værdi daler for hvert minut, hvor produktiviteten svinder ind og kedsomheden vokser. Hov hov, tænker den opmærksomme læser måske, skrev du ikke, at du gerne ville fortabe dig i sociale medier eller i en bog? Svinger det positivt ud på produktivitets-barometeret?

Næppe, og det er netop det, der er så absurd. Tiden går bare nemmere, hvis jeg kigger på andres små kvadratiske billeder og læser deres tanker om dette og hint, end hvis jeg sidder og kigger på min søn. Jeg føler, jeg er i gang med noget. Min hjerne (stop)fodres med input, som jeg glemmer lige så hurtigt, men jeg holder kedsomheden fra døren –  som om det var vigtigt. Det er da et mærkeligt forhold til, hvad det vil sige at spilde tiden. At den absolut skal gå med et eller andet og gerne hurtigt. Det er her, mit store afskolings-slag står i øjeblikket. Jeg vil ikke skynde på tiden, jeg vil nyde den. Med andre ord kæmper jeg for at opøve evnen til nærvær, for det har jeg faktisk aldrig lært. 

Nærvær er nok ikke sådan lige at indfange med ord. Det kan opstå spontant, som når man pludselig opsluges af en samtale eller en leg. Når et vindpust i ansigtet vækker alle sanser, eller man bliver et med støvsugeren, fordi det er så hulens tilfredsstillende at se, hvordan gulvet nærmest skifter farve, efterhånden som nullermændene suges væk. Nærvær kan tvinges på vej, når man helliger sig sin yogamåtte eller sætter sig med lukkede øjne. Så er der en slags mellemtings-nærvær, som dukker op, når vi giver plads til det. Når vi overvinder frygten for det uproduktive og kedsomheden. Når vi lader telefonen, bogen eller fjernbetjeningen ligge. Når vi lader øjeblikket stå tilsyneladende tomt og opdager, hvor fyldt det faktisk er. Fyldt med ro og tilfredshed. Det er virkelig svært at være utilfreds, når man er nærværende. Utilfredshed handler næsten altid om forventninger til fremtiden, men i nuet er man sjældent hamrende utilfreds. Måske lidt sulten. Der er så meget godt at hente i nærværet, men alligevel er det hamrende svært at være nærværende – i hvert fald for mig. 

Hvorfor er det sådan? Der er sikkert et hav af forklaringer, men nu er det jo skolen, jeg raser mod for tiden, og den må altså have en del af skylden. Den dag vi starter i skole, overlader vi opgaven om at forvalte vores tid til andre. Vi skal lære at følge et skema, der byder os at hoppe ind og ud af en ny aktivitet cirka hver 45. minut. Vi skal hele tiden være i gang med noget. Som lærerstuderende har jeg lært at tilrettelægge undervisningen med hyppige skift og højt tempo, så eleverne bliver holdt til ilden og ikke sumper hen i ineffektivitet. 10 minutters læsning, en lille leg, lidt stavning og en opgave eller to fra hæftet for at slutte af med højtlæsning, og så gik der vist også tre kvarter med det. Med lidt held holder det måske elevernes opmærksomhed, men nærværet forsvinder fuldstændigt. Det levner ikke plads til at mærke noget eller lade sig føre med af stoffet. I stedet skabes det mønster, som jeg genkender, når jeg sidder der på stuegulvet med den lunkne kaffe – der skal ske noget, bare et eller andet, og når det er sket, skal der ske noget nyt. Det behøver ikke være vigtigt eller betydningsfuldt, men min hjerne hungrer efter noget, der kan tage dens opmærksomhed. Alt i mig higer efter den tilstand, hvor jeg ikke mærker, men bare handler. Der er bare det ved det, at der er ingen glæde i mine handlinger. Det er der til gengæld i synet af det menneske, jeg er medskaber af, som tridser rundt uden tanke for for- eller fremtid. Hans tid er nu, og den er hans egen. Han spilder den aldrig, for hans fornemmelse for værdi er endnu intakt. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s