Fra pro-skole til unschooling og deschooling

Jeg er nok en voksen 12-talspige. Skolesystemet har altid fået det bedste af mig, mindre kunne jeg ikke stille mig tilfreds med, for jeg var sikker på, at skolen ville mig det godt. Den var min nøgle til livet. Den tro blev jeg i gennem min bachelor i uddannelsesstudier og mit år på læreruddannelsen. Jeg var pro-skole. Men noget er under forandring. Det føles som om, at jeg er et stort arkiveringssystem, ikke ulig Gyldengrøds arkiver (julen står vel for døren), og en vred anarkist-nisse er rykket ind og river op i alle de gamle dokumenter, kaster om sig med dem og kalder bullshit på ting, jeg troede var sandt, på alt det jeg troede var mejslet i sten. 

Spoler vi tiden et år tilbage, kendte jeg måske nok til unschooling, men jeg forstod det ikke. Skole, uddannelse og læring var tre begreber, der hang uløseligt sammen for mig. Skolen var et gode. Læreren var en forudsætning for læring, og jeg købte ganske enkelt ikke præmissen om, at børn havde et drive for at udvikle sig og lære, hvis ikke der havde siddet en voksen type og lagt en årsplan for, hvordan det skulle finde sted. Jeg havde i hvert fald ikke mødt et barn, der syntes at evne det, men jeg havde heller aldrig mødt et barn, der ikke havde gået i skole. 

Det har jeg nu. Da jeg besluttede at hjemmepasse min søn, opsøgte jeg en lokal legestue, som hver uge besøges af en flok hjemmebørn og deres forældre. Børnene forundrer mig på den gode, varme måde. Nogen har fuld fart på og virker lige dele åbne, fulde af tillid og initiativ. Andre prøver sig stille og roligt frem, halvvejs i hælene på de andre børn, halvvejs i armene hos mor eller far, når de har brug for tryghed for at rumme alt det nye. Selvfølgelig er der konflikter. De er børn ligesom børn skal være; de larmer, tumler, prøver grænser af, men de evner også langt hen af vejen at tage hensyn – ikke fordi de er kuede til det, men fordi de i deres helt eget tempo og i tæt samspil med deres kærlige omsorgspersoner er vokset ind i en mangfoldig social verden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man skulle have mindst tyvetusinde heste for at afholde de børn fra at udvikle sig og lære. De kan ikke lade være. Det er som om, at for hver en bid de tager af verden, får de lyst til fem mere. Det var ikke just sådan jeg oplevede børnene, da jeg var praktikant i en børnehaveklasse. Jeg husker at stå foran tavlen og pege på de piktogrammer, der slog fast, hvordan man opfører sig i et klasseværelse. Jeg var fuldstændig hjælpeløs. “Du skal være meget mere tydelig, vise dem hvem der bestemmer,” rådede den lærer, jeg fulgte. Dybest set havde jeg nok hverken evnen eller viljen til at tæmme børnenes energi, fordi jeg ikke ser den som det onde, den bliver opfattet som i den traditionelle skole. Det var ikke børnene, den var gal med. Det var forventningerne til dem. 

Mødet med hjemmebørnene har vækket anarkist-nissen i mig. Selvom min søn kun lige har rundet sin første fødselsdag, så vender og drejer jeg forskellige muligheder for at hjemmeskole ham. Jeg tænker på, hvad jeg ønsker for ham, hvordan unschooling ville være for vores familie. Jeg ser fremad, fremad, fremad – men pludselig er jeg blevet indhentet af mine egne erfaringer med skolesystemet. Mange af tankerne om min søns fremtidige uddannelse, handler lige så meget om min egen fortid. Alle de udfordringer ved skolesystemet, som jeg bliver opmærksom på, er jo vilkår jeg selv er vokset op med som en del af en af de første massivt institutionaliserede og skolede generationer. Jeg ser dem nu i et andet lys, og jeg ser hvilke handlemåder og tankemønstre, de har skabt i mig og min generation, der bader i eksistentiel utilfredshed og mindreværd.

Med denne blog har jeg besluttet at udforske, hvad deschooling betyder for mig, og hvordan den proces kommer til at spille ind på mit selvbillede og min fremtidige tilværelse. Jeg aner dårligt nok, hvor jeg skal starte, og endnu mindre hvor det ender, men indtil videre hjælper det at skrive. Forhåbentlig det bliver mindre rodet med tiden, men det er altså hvad det er – noter fra en tilværelse under afskoling. 

2 kommentarer til “Fra pro-skole til unschooling og deschooling

  1. Det er meget spænende at læse at du er kritisk over for skolerne og også prøver at finde praktikable alternativ; men hvad syns du Sudbury Vally School, og lignende demokratiske skoler. Vil det også være et alternativ til folkeskolen?

    Like

    1. Jeg kender stadig kun en lille smule til tankegrundlaget bag Sudbury Vally skolerne og meget lidt til dem i praksis, men med det kendskab jeg har, synes jeg, de er baseret på et barne-, menneske- og læringssyn, som jeg finder langt at foretrække i forhold til Folkeskolen. I mine øjne er der en helt masse ‘skjult’ læring i den måde Folkeskolen er organiseret på, som er det, jeg reagerer på nu. Spændende du læser med.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s