En ubehagelig erkendelse

Pludselig gik det op for mig, hvor dybt skolen sidder i mig på den lede måde. På den måde, der fodrer min usikkerhed, mit mindreværd og fastholder mig i utilfredshed – til trods for jeg faktisk var rigtig god til at gå i skole, en dygtig elev.

Om at erkende at skolen lærer os andet end geometri og grammatik

          

                     

Det var tidlig formiddag – folk uden børn ville måske kalde det morgen. Solens stråler farvede disen, der endnu lå over markerne omkring vores rækkehus. Jeg gik med lethoppende skridt rundt på vejene i vores temmelig ubebyggede nabolag med min søn i vikle. Da han overgav sig til søvnen, bemærkede jeg pludselig en underlig fornemmelse i brystkassen, en trykken der tog til og tårer der pressede sig på.

Dagen forinden havde jeg været til foredrag med Maj My. Det var sådan et lidt uformelt, bring-your-baby foredrag i entreen til et yogastudie. Gulvet flød med puder, legetøj og børn i små størrelser, og midt i det hele stod en kvinde og talte om at leve livet som om døden ånder dig i nakken. Carpe fucking diem, tænker du måske, men sådan var det nu ikke. Maj My har været en del i medierne på det seneste, fordi hun og hendes mand hjemmeskoler deres fire børn. Et temmelig radikalt valg i et land, hvor vi bilder os ind, at folkeskolen er demokratiets højborg, som spytter lutter gode, bevidste borgere ud. Hjemmeskoling var selvsagt også et hot topic, da tilhørerne fik ordet efter foredraget. I snakken om hjemmeskole og unschooling dukkede begrebet deschooling op. Jeg kender det godt og ved, at det betyder noget i retning af at aflære alle de normer og tankemønstre, man har tillært sig gennem sin skoletid. Alligevel resonerede det i mig på ny, og det rumsterede helt frem til den følgende formiddag, hvor det blev en fornemmelse i mit bryst; en trykken, der ekspanderede og blev til tårer.

Jeg gik rundt med bævende læber og våde kinder, fordi det ramte mig, hvor omfattende en proces deschooling faktisk er, og hvor vigtig den pludselig syntes. Indledningsvist havde jeg måske taget lidt let på begrebet; nå ja – jeg ved da godt, at alt det der med fag og pensum er konstrueret, og dagen efter jeg fik min studenterhue erfarede jeg, at det aldrig ringer ud til frikvarter, når man er voksen. Pludselig gik det op for mig, hvor dybt skolen sidder i mig på den lede måde. På den måde, der fodrer min usikkerhed, mit mindreværd og fastholder mig i utilfredshed – til trods for jeg faktisk var rigtig god til at gå i skole, en dygtig elev.

Hele mit liv har skole og uddannelse været to goder, der har hængt uløseligt sammen. Det til trods for, at min skoletid startede i en klasse, der var rådden af dårlige dynamikker. Dominerende piger og voldsomme drenge, der satte en dagsorden, som gjorde børn voksne alt for tidligt. Jeg forsøgte at gå under radaren socialt og hellige mig undervisningen i stedet. Jeg kunne på ingen måde gøre mig gældende i mine jævnaldrendes spil, så jeg satte alt ind på lærerens. Jeg var flittig og fangede hurtigt præmissen. Jeg levede for at gå i skole, særligt da jeg fik lov at skifte til en skole med en knap så giftig klassedynamik. Hvis jeg skulle holde fem minutters oplæg om et dyr, blev det til en time. Skulle jeg aflevere en stil, måtte jeg slukøret fortælle min lærer, at jeg til trods for mine 28 kladdehæftesider endnu ikke var færdig. En mundtlig boganmeldelse blev til et foredrag, der først tog sin ende, da klokken ringede ud. Jeg blev den dygtige, og det er en identitet, jeg har halset efter at leve op til hver dag lige siden. Top of the class, ambitiøs. Selv da jeg i foråret besluttede mig for at lægge mit lærerstudie (føl ironien) på hylden for at hjemmepasse min søn, blev det et spørgsmål om at være en dygtig hjemmepassende mor. Jeg undersøgte alle aspekter af spædbarnepleje og gik med dem, der var evidensbaserede og velansete blandt bevidste mødre. Her skal det siges, at det langt hen af vejen også har været det helt rigtige for min familie, men det var ikke rigtig det, der motiverede mig. Det var en chance for at være dygtig. 12-tals mor.

Det mønster stod pludselig klart for mig, da jeg gik rundt i det disede formiddagslys. Det var det, der ramte mig. For 12-tals mor er aldrig helt tilfreds. 12-taller handler ikke om personlige mål og tilfredsstillelse for egen skyld. Det handler om andres anerkendelse, og den har langt hen af vejen drevet mit liv, men værre endnu har den bremset det, for tænk sig om jeg gjorde noget, jeg ikke var dygtig nok til?

Jeg blev vred. Jeg blev vred på alle de lærere, der havde klappet af mig gennem tiden i bedste tro på, at her var en elev på vej i livet på bedste vis. Jeg blev rasende over at have brugt størstedelen af mit liv i et system, der har internaliseret den selvforståelse så afgrundsdybt i mig. Og jeg blev klar over, at deschooling er afsindigt omfattende og bydende nødvendigt for mig. 

En kommentar til “En ubehagelig erkendelse

  1. Pingback: Under afskoling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s