Det laveste gave-gærde

Det er efterhånden længe siden, at de første brunkager dukkede op i det lokale supermarked. De sidste mange weekender har været fyldt med julestads og -knas, og går man ud efter mørkets frembrud i byen, hvor jeg bor, er snart hvert andet hus svøbt i lyskæder, som et værn mod det mørke, der strammer grebet om os. Julen er her. Om en dag eller to puster hele landet ud for at tage en dyb, kollektiv indånding og lade den intensive jule-bølge skylle ind over os.

Her til formiddag var vi en tur i byen. Juleudsmykningen strakte sig over gågaden, og under den myldrede folk rundt med julegaver på hjernen og under armene. Det er svimlende beløb, der bliver omsat for i disse dage, og selvom jeg af og til høre nogen påstå, at det er hyggeligt at købe julegaver, tænker jeg, at den må de længere ud på landet med. Hvad er det egentlig for noget med den der gavemani? Vi udveksler ønskelister og aftaler på kryds og tværs, hvem der køber hvad til hvem. Det er et kæmpe logistisk regnestykke, men vi gør det gerne, fordi det jo er jul, og fordi det er så dejligt at glæde hinanden. Men ærlig talt, hvori består glæden ved endnu en dims eller dut? Det er da kun et flygtigt lykkeglimt i børnenes øjne, inden den næste pakke skal befries for papir og bånd. Inden vi når marts, er langt størstedelen af julens høst endt bagerst på en hylde eller i hjørnet af en kasse, hvor det kan se frem til at afslutte sit korte, betydningsløse liv. Død ved glemsel. Hvis vi virkelig ville glæde hinanden, var det så gaverne vi tyede til?

Nogen gange får jeg den tanke, at gaver er en genvej til betydning, men at den genvej ender blindt. Vi vil give noget for at vise, vi kerer os om hinanden, men kan man sige det med julegave? Bliver gaven ikke snarere end undskyldning for ikke at tage chancen og skabe en meningsfuld oplevelse sammen. Måske endda for at bevæge os der ud, hvor vi stiller vores følelser til skue og tillader de mennesker, der står os nærmest at blive en del af det indre liv, vi ellers holder for os selv. Gaverne løber med showet, så vi ikke ænser muligheden for at skabe traditioner, der er båret af meningsfuldhed og tilfører vores liv kant og nærvær.

Tænk sig, hvis man i stedet for at bruge sin energi på gaver, satte sig ned og lærte sig en julefortælling, som man kunne fremføre for sin familie. Tænk sig, hvis man fandt gamle billeder frem og støvede et par anekdoter af. Tænk sig, hvis man lavede et sanghæfte med sine tre yndlings-julesange eller planlagde en gåtur med lanterner i ly af mørket til et særligt sted. Tænk sig hvis man satte sig i haven svøbt i tæpper og holdt hinanden i hånden i et par minutter, mens stjernerne tavst berettede om verdens storslåethed.

Jeg bad engang om en gave, jeg ikke måtte få, fordi den tvang giveren til at forholde sig til det faktum, at giverens tid på jord er begrænset, at vi alle sammen skal dø. Det er da heller ikke den festligste tanke, og jeg er bestemt ikke fortaler for, at juleaften skal underkaste sig dødens skygge. Til gengæld ville jeg ønske, at jeg var modig nok til at begå den erkendelse med mine nærmeste, så vi for alvor kunne stoppe med at spilde tiden og i stedet skabe værdi i det ene liv vi har sammen. I stedet for at gøre op, om livet var livet værd, når det rinder ud, burde vi gøre det nu, mens tiden er til at rette op på vores fejl og forfølge vores drømme.

Er det julegaver, der forhindre os i at gøre det? Måske ikke, men de er et symptom på de meningsløse traditioner, vi synker ned i for at slippe for at forholde os til vores egen dødelighed og vigtigere endnu; den magt, der er os givet, til at forme livet, som vi vil have det. Griber vi den magt, træder det ansvar, vi bærer for vores eget liv frem og bliver umuligt at overse. Det er et stort ansvar, og jeg forstår, hvis man hellere ville leve uden. Ansvaret er der ikke desto mindre, uanset om vi forholder os til det eller ej. Vores liv er vores ansvar. Så lad os da stoppe med at hoppe over, hvor gærdet er lavest, som den flok får, vi er, hvis ikke vi åbner øjnene.

Et vredens barn

Åh, hvor var jeg boblende sur, den dag jeg købte domænet her. Det har jeg jo skrevet om her, men jeg er lige nødt til at tage en tur omkring det igen. Jeg har taget tilløb til det der med at starte en blog af flere omgange og i adskillige år efterhånden, men jeg har spændt ben for mig selv hver eneste gang, tilløbet tog fart. Nu er jeg længere end nogensinde, hvis man ser bort fra de rejseblogs, jeg har skrevet under et par udenlandsophold, så min familie kunne følge med i min gøren og laden. Statistikken fortæller mig godt nok, at cirka ingen læser med, men jeg har skrevet flere indlæg end nogensinde før, og jeg nyder tiden ved tasterne, hvor tankerne får lov at tage over. Det er faktisk mest det, der har trukket i mig, når jeg har forsøgt mig med sådan en internet-matriklen til mit tankespind. 

Men så gjorde jeg det altså; købte et domæne og begyndte at skrive om afskoling, fordi det er et begreb, der dækker over en omfattende og gennemgribende proces, jeg gennemlever i øjeblikket og formodentlig lang tid endnu – en proces, som jeg endda tænkte, at nogen kunne have glæde af at læse med om. Min vrede  fik afløb og blev til underafskoling.dk – et vredens barn, der tager udgangspunkt i et af de mørke steder i mig og min vej væk derfra. Vrede og frustration fik mig til at tage turen ud over rampen og søsætte en blog, men de blev ikke bare mit startskud, de er også blevet mine faste følgesvende, fordi jeg  definerede det her hjørne af internettet i forhold til, hvad det i hvert fald ikke er. 

Det klemmer lidt nu. Jeg har jo ikke lyst til at være sur og i opposition hele tiden, og efterhånden som der kommer fut i fingrene, vil jeg også gerne skrive om andre aspekter af livet, end dem der lige har med afskoling at gøre. Med god vilje kan det meste nok drejes på en måde, så det falder lidt ind under noget, der godt kunne hedde afskoling, men det er jo heller sjovt med sådan en semidækkende deklaration af, hvad der foregår her på matriklen. Ikke desto mindre er det sådan, det er lige nu. Og den røde tråd i mine indlæg her på adressen bliver forhåbentlig også, at de langt hen af vejen handler om at udfordre de gængse tænkemåder og livsindstillinger, vi er flasket op med for i stedet selv at tage stilling til, hvad livet er for en størrelse, og hvordan det bør leves. Så måske det bliver lommefilosofi og skolekritik i et blandingsforhold, der kan ligne det fra en gang Rynkeby-saft. 

En tid til alting, nutid til en ting.

Når jeg sidder i min stue, kigger jeg ud på en mark gennem trelagstermoruder, der er lige så snusfornuftige som resten af rækkehuset, vi bor i. Her er velisoleret i sådan en grad, at man må smide sokkerne, når solen kigger frem, og på dage hvor alt er gråt, så summer gulvvarmen. Vores bryggers er en maskinpark, og omend vores opvaskemaskine ofte savler sæbevand ud over køkkengulvet, så har vi en opvaskemaskine. Her er praktisk. Solceller på taget, ingen radiatorer eller høje dørkarme. Alligevel er det bedste ved huset, at vi ikke skal bo her for altid. Det er bare en praktisk, billig og nem løsning nu, men gud, hvor skal jeg lige vende mig til at værdsætte praktik over stemning og æstetik. 

Jeg drømmer om et gammelt, stemningsfyldt hus i et skovbryn. Sådan et hus, hvor historierne vælter ud af væggene, og hvor haven hiver os udenfor til leg og jordnusseri. Jeg drømmer også om at skrive en bog – eller i hvert fald dyrke den verden, som skriften åbner for mig. Jeg ville også virkelig gerne skrive nogle lange artikler om emner, der fascinerer mig. Stilhed for eksempel. Måske lave en podcast. Jeg ville gerne dyrke en masse grønsager og holde min krop og mit hoved i balance med bevægelse. Det er alt sammen ting, som har været drømme for mig længe. Omend de alle er urealiserede, så ser jeg dem som en del af mig. Et potentiale, der ligger og venter på, at jeg forfølger det. Men det er bare ikke tid lige nu. 

Lige nu er tiden til afbrudt nattesøvn og bleskift i en uendelighed. Den er til at følge efter den et-årige, der tydeligvis har en plan, men ikke ordene til at delagtiggøre mig i den. Den er til kold kaffe og til trætte blikke over sofabordet med min kæreste om aften. Den er til at rumme min søns frustrationer, som på nogle dage kommer rullende i hælene på hinanden, fordi der er så meget han gerne vil og endnu har til gode at lære. Den er til at samle mad og mig selv op fra gulvet, når et måltid er gået med råb og madkasteri. Den er til nærende nærvær, til forbindelse og forståelse. Den er til at vise min søn verden i et tempo, hvor han kan følge med. Lige nu er det den lille, nære verden. Snart den lidt større. Engang stikker han af og ser den store på helt egen hånd. Så er tiden til de ting, der forbliver drømme lige nu. 

Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan alting lige nu. Det er svært for mig at hvile helt i at være mor, der trives i hovedsageligt at være der for mit barn og min familie, men det er sådan det skal være. Det kan jeg mærke helt ind i knoglerne. Der er dage, hvor det gør ondt. Der er dage, hvor jeg drømmer om tiden for og til mig. Men hvis jeg tog konsekvensen af de stik, jeg mærker af og til, og satte min søn i institution, ville de blive til en blivende smerte, jeg skulle leve med hver dag resten af mit liv. 

Selvrealisering er sådan et lidt ulækkert ord, men jeg tror, vi har brug for det. Vi har brug for at mærke os selv leve og vokse i samspil med vores omverden. Hov, nu trykker det straks lidt mindre på brækrefleksen. Ofte er selvrealisering knyttet til det at gøre sig fortjent til andres anseelse. De andre, der er dem, som vi ikke så tit taler med, men som kigger med på Facebook og måske til et skolejubilæum i ny og næ. Det har jeg ikke lyst til – eller jo, det har jeg også lyst til, for jeg er jo hende der, der gerne vil være dygtig. Men jeg har allermest lyst til at være den bedste udgave af mig selv over for de mennesker, jeg elsker allerhøjest. Så bogen må vente. Huset i skovbrynet må vente. Podcast og yoga må vente, indtil tiden er en anden, end den er lige nu. Hvor velsignet det er at have drømme på lager til et langt liv. Hvor velsignet det er at vide, man hverken kan eller skal alting lige nu. 

Om nærvær og spild af tid

 Så er der en slags mellemtings-nærvær, som dukker op, når vi giver plads til det. Når vi overvinder frygten for det uproduktive og kedsomheden. Når vi lader telefonen, bogen eller fjernbetjeningen ligge. Når vi lader øjeblikket stå tilsyneladende tomt og opdager, hvor fyldt det faktisk er. 

Om nærvær

Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg bruger på at sidde på stuegulvet med en kop lunken kaffe og se på min søn, der tudser rundt med klodser og køkkenredskaber i hænderne. Han er helt i sin egen verden, fuldstændig opslugt af noget, jeg ikke ved, hvad er. Jeg kan være helt sikker på, at jeg forstyrrer det, hvis jeg hiver min telefon op af lommen for at scrolle gennem de sociale medier eller forsøger at læse i en bog. Straks er han over mig og vil rive i bogens sider eller have fat i telefonen, som han hilser ind i med vrangsiden mod øret. Så det prøver jeg at lade være med, selvom det kribler i fingrene for at lave et eller andet fremfor at sidde der og spilde tiden. 

I sådanne situationer mærker jeg, at min selvforståelse hænger nøje sammen med, hvad jeg laver. Jeg føler ganske enkelt at min værdi daler for hvert minut, hvor produktiviteten svinder ind og kedsomheden vokser. Hov hov, tænker den opmærksomme læser måske, skrev du ikke, at du gerne ville fortabe dig i sociale medier eller i en bog? Svinger det positivt ud på produktivitets-barometeret?

Næppe, og det er netop det, der er så absurd. Tiden går bare nemmere, hvis jeg kigger på andres små kvadratiske billeder og læser deres tanker om dette og hint, end hvis jeg sidder og kigger på min søn. Jeg føler, jeg er i gang med noget. Min hjerne (stop)fodres med input, som jeg glemmer lige så hurtigt, men jeg holder kedsomheden fra døren –  som om det var vigtigt. Det er da et mærkeligt forhold til, hvad det vil sige at spilde tiden. At den absolut skal gå med et eller andet og gerne hurtigt. Det er her, mit store afskolings-slag står i øjeblikket. Jeg vil ikke skynde på tiden, jeg vil nyde den. Med andre ord kæmper jeg for at opøve evnen til nærvær, for det har jeg faktisk aldrig lært. 

Nærvær er nok ikke sådan lige at indfange med ord. Det kan opstå spontant, som når man pludselig opsluges af en samtale eller en leg. Når et vindpust i ansigtet vækker alle sanser, eller man bliver et med støvsugeren, fordi det er så hulens tilfredsstillende at se, hvordan gulvet nærmest skifter farve, efterhånden som nullermændene suges væk. Nærvær kan tvinges på vej, når man helliger sig sin yogamåtte eller sætter sig med lukkede øjne. Så er der en slags mellemtings-nærvær, som dukker op, når vi giver plads til det. Når vi overvinder frygten for det uproduktive og kedsomheden. Når vi lader telefonen, bogen eller fjernbetjeningen ligge. Når vi lader øjeblikket stå tilsyneladende tomt og opdager, hvor fyldt det faktisk er. Fyldt med ro og tilfredshed. Det er virkelig svært at være utilfreds, når man er nærværende. Utilfredshed handler næsten altid om forventninger til fremtiden, men i nuet er man sjældent hamrende utilfreds. Måske lidt sulten. Der er så meget godt at hente i nærværet, men alligevel er det hamrende svært at være nærværende – i hvert fald for mig. 

Hvorfor er det sådan? Der er sikkert et hav af forklaringer, men nu er det jo skolen, jeg raser mod for tiden, og den må altså have en del af skylden. Den dag vi starter i skole, overlader vi opgaven om at forvalte vores tid til andre. Vi skal lære at følge et skema, der byder os at hoppe ind og ud af en ny aktivitet cirka hver 45. minut. Vi skal hele tiden være i gang med noget. Som lærerstuderende har jeg lært at tilrettelægge undervisningen med hyppige skift og højt tempo, så eleverne bliver holdt til ilden og ikke sumper hen i ineffektivitet. 10 minutters læsning, en lille leg, lidt stavning og en opgave eller to fra hæftet for at slutte af med højtlæsning, og så gik der vist også tre kvarter med det. Med lidt held holder det måske elevernes opmærksomhed, men nærværet forsvinder fuldstændigt. Det levner ikke plads til at mærke noget eller lade sig føre med af stoffet. I stedet skabes det mønster, som jeg genkender, når jeg sidder der på stuegulvet med den lunkne kaffe – der skal ske noget, bare et eller andet, og når det er sket, skal der ske noget nyt. Det behøver ikke være vigtigt eller betydningsfuldt, men min hjerne hungrer efter noget, der kan tage dens opmærksomhed. Alt i mig higer efter den tilstand, hvor jeg ikke mærker, men bare handler. Der er bare det ved det, at der er ingen glæde i mine handlinger. Det er der til gengæld i synet af det menneske, jeg er medskaber af, som tridser rundt uden tanke for for- eller fremtid. Hans tid er nu, og den er hans egen. Han spilder den aldrig, for hans fornemmelse for værdi er endnu intakt. 

Fra pro-skole til unschooling og deschooling

Jeg er nok en voksen 12-talspige. Skolesystemet har altid fået det bedste af mig, mindre kunne jeg ikke stille mig tilfreds med, for jeg var sikker på, at skolen ville mig det godt. Den var min nøgle til livet. Den tro blev jeg i gennem min bachelor i uddannelsesstudier og mit år på læreruddannelsen. Jeg var pro-skole. Men noget er under forandring. Det føles som om, at jeg er et stort arkiveringssystem, ikke ulig Gyldengrøds arkiver (julen står vel for døren), og en vred anarkist-nisse er rykket ind og river op i alle de gamle dokumenter, kaster om sig med dem og kalder bullshit på ting, jeg troede var sandt, på alt det jeg troede var mejslet i sten. 

Spoler vi tiden et år tilbage, kendte jeg måske nok til unschooling, men jeg forstod det ikke. Skole, uddannelse og læring var tre begreber, der hang uløseligt sammen for mig. Skolen var et gode. Læreren var en forudsætning for læring, og jeg købte ganske enkelt ikke præmissen om, at børn havde et drive for at udvikle sig og lære, hvis ikke der havde siddet en voksen type og lagt en årsplan for, hvordan det skulle finde sted. Jeg havde i hvert fald ikke mødt et barn, der syntes at evne det, men jeg havde heller aldrig mødt et barn, der ikke havde gået i skole. 

Det har jeg nu. Da jeg besluttede at hjemmepasse min søn, opsøgte jeg en lokal legestue, som hver uge besøges af en flok hjemmebørn og deres forældre. Børnene forundrer mig på den gode, varme måde. Nogen har fuld fart på og virker lige dele åbne, fulde af tillid og initiativ. Andre prøver sig stille og roligt frem, halvvejs i hælene på de andre børn, halvvejs i armene hos mor eller far, når de har brug for tryghed for at rumme alt det nye. Selvfølgelig er der konflikter. De er børn ligesom børn skal være; de larmer, tumler, prøver grænser af, men de evner også langt hen af vejen at tage hensyn – ikke fordi de er kuede til det, men fordi de i deres helt eget tempo og i tæt samspil med deres kærlige omsorgspersoner er vokset ind i en mangfoldig social verden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man skulle have mindst tyvetusinde heste for at afholde de børn fra at udvikle sig og lære. De kan ikke lade være. Det er som om, at for hver en bid de tager af verden, får de lyst til fem mere. Det var ikke just sådan jeg oplevede børnene, da jeg var praktikant i en børnehaveklasse. Jeg husker at stå foran tavlen og pege på de piktogrammer, der slog fast, hvordan man opfører sig i et klasseværelse. Jeg var fuldstændig hjælpeløs. “Du skal være meget mere tydelig, vise dem hvem der bestemmer,” rådede den lærer, jeg fulgte. Dybest set havde jeg nok hverken evnen eller viljen til at tæmme børnenes energi, fordi jeg ikke ser den som det onde, den bliver opfattet som i den traditionelle skole. Det var ikke børnene, den var gal med. Det var forventningerne til dem. 

Mødet med hjemmebørnene har vækket anarkist-nissen i mig. Selvom min søn kun lige har rundet sin første fødselsdag, så vender og drejer jeg forskellige muligheder for at hjemmeskole ham. Jeg tænker på, hvad jeg ønsker for ham, hvordan unschooling ville være for vores familie. Jeg ser fremad, fremad, fremad – men pludselig er jeg blevet indhentet af mine egne erfaringer med skolesystemet. Mange af tankerne om min søns fremtidige uddannelse, handler lige så meget om min egen fortid. Alle de udfordringer ved skolesystemet, som jeg bliver opmærksom på, er jo vilkår jeg selv er vokset op med som en del af en af de første massivt institutionaliserede og skolede generationer. Jeg ser dem nu i et andet lys, og jeg ser hvilke handlemåder og tankemønstre, de har skabt i mig og min generation, der bader i eksistentiel utilfredshed og mindreværd.

Med denne blog har jeg besluttet at udforske, hvad deschooling betyder for mig, og hvordan den proces kommer til at spille ind på mit selvbillede og min fremtidige tilværelse. Jeg aner dårligt nok, hvor jeg skal starte, og endnu mindre hvor det ender, men indtil videre hjælper det at skrive. Forhåbentlig det bliver mindre rodet med tiden, men det er altså hvad det er – noter fra en tilværelse under afskoling. 

En ubehagelig erkendelse

Pludselig gik det op for mig, hvor dybt skolen sidder i mig på den lede måde. På den måde, der fodrer min usikkerhed, mit mindreværd og fastholder mig i utilfredshed – til trods for jeg faktisk var rigtig god til at gå i skole, en dygtig elev.

Om at erkende at skolen lærer os andet end geometri og grammatik

          

                     

Det var tidlig formiddag – folk uden børn ville måske kalde det morgen. Solens stråler farvede disen, der endnu lå over markerne omkring vores rækkehus. Jeg gik med lethoppende skridt rundt på vejene i vores temmelig ubebyggede nabolag med min søn i vikle. Da han overgav sig til søvnen, bemærkede jeg pludselig en underlig fornemmelse i brystkassen, en trykken der tog til og tårer der pressede sig på.

Dagen forinden havde jeg været til foredrag med Maj My. Det var sådan et lidt uformelt, bring-your-baby foredrag i entreen til et yogastudie. Gulvet flød med puder, legetøj og børn i små størrelser, og midt i det hele stod en kvinde og talte om at leve livet som om døden ånder dig i nakken. Carpe fucking diem, tænker du måske, men sådan var det nu ikke. Maj My har været en del i medierne på det seneste, fordi hun og hendes mand hjemmeskoler deres fire børn. Et temmelig radikalt valg i et land, hvor vi bilder os ind, at folkeskolen er demokratiets højborg, som spytter lutter gode, bevidste borgere ud. Hjemmeskoling var selvsagt også et hot topic, da tilhørerne fik ordet efter foredraget. I snakken om hjemmeskole og unschooling dukkede begrebet deschooling op. Jeg kender det godt og ved, at det betyder noget i retning af at aflære alle de normer og tankemønstre, man har tillært sig gennem sin skoletid. Alligevel resonerede det i mig på ny, og det rumsterede helt frem til den følgende formiddag, hvor det blev en fornemmelse i mit bryst; en trykken, der ekspanderede og blev til tårer.

Jeg gik rundt med bævende læber og våde kinder, fordi det ramte mig, hvor omfattende en proces deschooling faktisk er, og hvor vigtig den pludselig syntes. Indledningsvist havde jeg måske taget lidt let på begrebet; nå ja – jeg ved da godt, at alt det der med fag og pensum er konstrueret, og dagen efter jeg fik min studenterhue erfarede jeg, at det aldrig ringer ud til frikvarter, når man er voksen. Pludselig gik det op for mig, hvor dybt skolen sidder i mig på den lede måde. På den måde, der fodrer min usikkerhed, mit mindreværd og fastholder mig i utilfredshed – til trods for jeg faktisk var rigtig god til at gå i skole, en dygtig elev.

Hele mit liv har skole og uddannelse været to goder, der har hængt uløseligt sammen. Det til trods for, at min skoletid startede i en klasse, der var rådden af dårlige dynamikker. Dominerende piger og voldsomme drenge, der satte en dagsorden, som gjorde børn voksne alt for tidligt. Jeg forsøgte at gå under radaren socialt og hellige mig undervisningen i stedet. Jeg kunne på ingen måde gøre mig gældende i mine jævnaldrendes spil, så jeg satte alt ind på lærerens. Jeg var flittig og fangede hurtigt præmissen. Jeg levede for at gå i skole, særligt da jeg fik lov at skifte til en skole med en knap så giftig klassedynamik. Hvis jeg skulle holde fem minutters oplæg om et dyr, blev det til en time. Skulle jeg aflevere en stil, måtte jeg slukøret fortælle min lærer, at jeg til trods for mine 28 kladdehæftesider endnu ikke var færdig. En mundtlig boganmeldelse blev til et foredrag, der først tog sin ende, da klokken ringede ud. Jeg blev den dygtige, og det er en identitet, jeg har halset efter at leve op til hver dag lige siden. Top of the class, ambitiøs. Selv da jeg i foråret besluttede mig for at lægge mit lærerstudie (føl ironien) på hylden for at hjemmepasse min søn, blev det et spørgsmål om at være en dygtig hjemmepassende mor. Jeg undersøgte alle aspekter af spædbarnepleje og gik med dem, der var evidensbaserede og velansete blandt bevidste mødre. Her skal det siges, at det langt hen af vejen også har været det helt rigtige for min familie, men det var ikke rigtig det, der motiverede mig. Det var en chance for at være dygtig. 12-tals mor.

Det mønster stod pludselig klart for mig, da jeg gik rundt i det disede formiddagslys. Det var det, der ramte mig. For 12-tals mor er aldrig helt tilfreds. 12-taller handler ikke om personlige mål og tilfredsstillelse for egen skyld. Det handler om andres anerkendelse, og den har langt hen af vejen drevet mit liv, men værre endnu har den bremset det, for tænk sig om jeg gjorde noget, jeg ikke var dygtig nok til?

Jeg blev vred. Jeg blev vred på alle de lærere, der havde klappet af mig gennem tiden i bedste tro på, at her var en elev på vej i livet på bedste vis. Jeg blev rasende over at have brugt størstedelen af mit liv i et system, der har internaliseret den selvforståelse så afgrundsdybt i mig. Og jeg blev klar over, at deschooling er afsindigt omfattende og bydende nødvendigt for mig.